Hvem er "Et Stykke med Bart?" ?

Dansk comedy musik med en snert af cykelpumpe. Et Stykke med Bart? (E?mB eller ESmB?) står bag hits som "Liderlig", "Johan", "De små ting på kroppen" og "Et minuts stilhed" og består af:

Ulf Rørbæk

&

Henrik Nordahl.

Den alternativt musikalske comedy duo "Et Stykke med Bart?" (udtales venligt og spørgende) består af Henrik Nordahl og Ulf Rørbæk og har eksisteret siden 2000, hvor de har optrådt til fødselsdage, fredagsbarer, firmafrokoster, diverse cafeer og spillesteder. E?mB kan levere shows på alt fra 20 min. til 2 x 45 min., hvor fremførsel af deres egne sange kombineres med skæve fortællinger og inddragelse af publikum.

E?mB leverer dansk, hjemmestrikket comedy musik i stil med Tenacious D, Steven Lynch og danske, hedengangne "Totalpetroleum". Sangene understøttes af guitar, melodica og varemærket: cykelpumpe! Ulf er Danmarks ubestridte bedste pumpetist og pønser i øjeblikket på at oprette et AOF-kursus i den ædle kunst.

Ved særlige lejligheder, inviterer vi vores legekammerat Rosinen i pølseenden (Steen Holten-Andersen) med til koncerter, hvor han supplerer med lækkert spilleri på sin akkustiske bas.


Roskilde Festival 2010

Se fremtidige optrædener: Koncerter eller få dem ud at spille ved at kontakte os.

Da både Ulf og Henrik er nogle berejste herrer, har de fra 2010 holdt lavt blus mht. koncerter, men holdt fast i de legendariske Toilet-kys-koncerter (o.k.s. Toiletkø-koncerter) på Roskilde Festivalen, som de har gjort siden 2003.

Udover musikken står E?mB bag en ny række socialrealistiske samtale børnebøger i serien "Lotte prøver rygeheroin", "Rollatorkøreprøven", "Er du en undulat eller ej eller Ejnar-testen" og mange flere ting, der kan findes her på hjemmesiden.


Roskilde Festival 2010

Før nu:

E?mB har kigget op til overfladen et par gange, bl.a. i 2001 i DR2's talent show Cafe Echelon - de deltog i 1. runde, som de vandt med "Liderlig", i 6. runde hvor de fik 2. pladsen med "Jeg hader dig" og endelig 8. runde (finalen), hvor de måtte tage til takke med en delt andenplads - en plads der blev delt med en mavedanserinde.

Siden 2003 har de været en fast bestanddel af underholdningen på Roskilde Festival, med deres legendariske "Toiletkø-koncerter", der altid opføres onsdag før selve festivalen kl. 16 foran toiletbås nr. 17. Se yderligere detaljer på deres facebookside.

I 2009 lavede E?mB flere reklameindslag for den dengang helt nye Zulu Comedy Festival med bl.a. sange som Søren Ventegodt, Bodil og Tissemandsangen (min tisse-mand-mand, sidder fast, fast, fast).

Senest tittede E?mB frem i den brede offentlighed, da sangen Vi får baghjul var i DR's Aftenshowetet's konkurrence om årets uofficielle EM-sang 2012. Den blev stemt ind på sidstepladsen, sammen med en bunke hademails og trusler om landsforvisning.

Derudover har E?mB også lavet radioprogramserien "Ein Stück mit Snurrbart?" på Radio Gladsaxe samt stået bag 10 på hinanden årligt gentagne "Autonom-nisse-demonstrationer", der bl.a. tilbage i 2002 vakte opsigt, da 80-90 kampklædte betjente, var blevet udstationeret på ruten. En demonstration, der udover en massiv presseopdækning (fra hele tre fremmødte journalister!) endte med at E?mB, med nissehueklædte venner, fik ophævet hætteforbudet i 15 min og fik politieskorte ned til storkespringvandet, alt imens der blev kastet pebernødder og råbt "nej til bløde pakker".


Roskilde Festival 2010

Ekstra-nummer:

Inden "Et Stykke med Bart?" var der "SofaGrubben". Denne bestod af de fem: Niels, Linda, Lars, Ulf og Henrik. SofaGrubben startede i 1998 med at underholde på Himmelev Gymnasium i Roskilde, med sketches, sange, påskeklip mm. og opnåede en vis kult-status, da de i 3. g blev tildelt "humør legatet" og ydermere fik opkaldt et møbel efter sig i kantinen.

I starten af år 2000 gik SofaGrubben i opløsning, efter at have toppet med en halv koncert bag Kvickly, hvor der på en forladt og blæsende parkeringsplads stod 3 hip-hop'ere og 2 forældre.

Efter opsplitningen valgte Ulf og Henrik at fortsætte og skifte til det mere indbydende navn: "Et Stykke med Bart?", hvor hovedbestanddelene nu blev underspillet satire, platheder og et stk. musikalsk cykelpumpe.


Roskilde Festival 2010

(NB: Denne hjemmeside (etstykkemedbart.dk) er lavet i satirisk øjemed og sigter ikke på at støde nogen)





Hjem - Indhold - Kontakt os